Erkendelse

Hvad vil det sige at erkende? At erkende noget betyder at se og forstå noget. Man indser, at sådan er det.

Se det!

En har sagt: “De skal jo kunne se det”. Og det er rigtigt. Men man skal også ville kunne se det. Det er muligt at “lukke øjnene” og “lukke ørerne”, så man hverken kan se eller høre og forstå.  Det er muligt at skubbe det fra sig og ikke ville se det og forstå det. Det er nødvendigt at ville erkende sandheden. Viljen til at indse skal være der.

Der skal mod til at se sandheden i øjnene. Nogle har ikke det mod. Det kræver også et ydmygt hjerte at se sandheden om sig selv i øjnene. Det er der også nogle, som ikke har. Stolthed hindrer i at se sandheden.

Nogle vil ikke se sandheden i øjnene 

Nogle vil ikke indse, at de er for stolte til at erkende og derfor ikke kan se deres egne problemer. De mangler nok også modet til at se, at de har et problem, som de bør gøre noget ved. Det kan jo også være nemmest at lade være. Men det er absolut ikke godt. Hvis Gud retter sit projektørlys på et problem, så er vi altså nødt til at se, hvad det er, han lyser på, for så har det et formål. Og formålet er, at vi skal af med det problem.

Der findes mennesker, som ikke vil erkende. De vil ikke tage imod det, hvis nogen gør dem opmærksom på et problem. Jeg har været udsat for et menneske, som “skyder tilbage” lige med det samme. Personen må jo opfatte det som et “skud”, eftersom der skydes tilbage øjeblikkelig. Jeg forundres og chokeres, hver gang det sker. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Måske det heller ikke ville hjælpe.

Måske opfattes den venlig hentydning som en anklage. Men det bevirker jo bare, at det ikke er muligt at hjælpe sådan et menneske. Hvis jeg forklarer, at personen gør et eller andet. Så får jeg øjeblikkelig at vide: “Det gør du også”. Selvom det slet ikke er rigtigt. Men det menneske vil ikke tage imod noget som helst. Det vil ikke indse og erkende. Problemet skydes væk øjeblikkeligt.

Ingen erkendelse – ingen hjælp at få 

Nu er det bare sådan, at hvis jeg vil have hjælp til at komme af med et problem, så er jeg altså nødt til at se i øjnene, at jeg har det problem. Er der ingen selv­er­kend­el­se, så er det ikke muligt at blive fri af pro­ble­met.

Første gang jeg hørte et kund­skabs­ord om et menneske, som led af forkastelse, ville jeg overhovedet ikke erkende, at jeg havde det problem. “Jeg havde i hvert fald ikke et forkert billede af Gud som min Far”, mente jeg.  Så på det tidspunkt fik jeg ikke hjælp til det problem. Hvor længe der gik, inden jeg erkendte det, kan jeg ikke huske, da det er så mange år siden. Men er­kend­el­sen var nødvendig for at kunne blive fri.

Blokeringerne for at indse

Vil ikke – mangler mod – stolthed – mindreværd – byrde af skyld – det er alt sammen ting, som hindrer i at se. Jeg har nævnt, at viljen til at se problemet i øjnene skal være der. Modet til at indse skal være der. Ydmygheden til at erkende er nødvendig, så stoltheden hindrer også.

Stoltheden i et menneske får det til at sige: “Der er ikke nogen, som skal fortælle mig noget”. Måske tilføjes der endda: “Det skal Gud nok selv gøre”. Men hvem er du menneske, som vil bestemme, hvordan Gud skal tale til dig? Det bestemmer Gud nu altså selv. Og hvis du lider af stolthed, så vil Gud måske vælge at tale gennem et andet menneske, fordi han ved, at det er ydmygende. Stolthed skal fjernes. Men det kan være så svært for stolte mennesker at indse, at de har stolthed, for det er de altså for stolte til at erkende.

Endnu værre bliver det, hvis de også lider af min­dre­værd­. For det gør, at de føler sig endnu mindre værd, hvis de ser, at de har et problem. Så min­dre­værd­et kan også hindre i at erkende mange ting.

Det at bære rundt på en byrde af skyld, som nogle mennesker gør, kan også være en hindring for at erkende. De mennesker føler, at byrden vokser, hvis der bliver føjet endnu en ting til. Et problem kan føles som en byrde.

Blokeringerne må fjernes 

Eftersom blokeringerne hindrer i at erkende, så må de fjernes. Hvis stoltheden hindrer i at komme videre, så må den fjernes først. Er det en selv, som har hindringer for at komme videre, så må man jo indse det og omvende sig. Vi har lov til at bede Gud hjælpe os, men han gør ikke det for os, som vi selv må gøre. Vi må ville gøre det, som er rigtigt i Guds øjne. Vi må bede Gud om kraft og styrke til at gøre det. Stolthed og mindreværd må man omvende sig fra. Og byrden af skyld må vi lægge ved Jesu fødder og tage imod hans tilgivelse.

Man kan jo ikke omvende sig fra stolthed på andres vegne. Men vi kan bede for andre. Kan vi se, at der er stolthed i et andet menneske, så har vi jo lov at bede Gud om at knuse den stolthed, så det bliver muligt at komme videre for det menneske. Men vær sikker på, at du ikke selv har stolthed, om du gøre det. Man kan ikke fjerne en splint i sin broders øje, hvis man selv har en bjælke i øjet, sagde Jesus i bjergprædikenen.

Der skal virkelig visdom til for at hjælpe et andet menneske til at se og erkende og omvende sig.

Når erkendelsen er der, så er det tid at omvende sig.