Hovsa! – Ironi eller forklaring?

Der skrev jeg noget ironisk. Men hvis men­nesker vælger at tro, at noget bestemt er sandt, så må de også tænke det igennem og se, hvad det vil betyde i andre for­bin­delser.

Kan Gud være ironisk?

Og sige det mod­satte af, hvad han egentlig mener? Jeg tror faktisk, at han kan, men så for­tæller han det ALTID lige efter. Jeg synes, jeg kan mindes flere steder i GT.

Men mennesker kan være ironiske. Pro­blemet med ironi er bare, at hvis men­nesker nu ikke kan høre, at man siger det ironisk, og så tror på det, man siger. Det er jo ikke så godt. Men man kan altså sige noget, komme med en udtalelse, og så efter­følgende sige: “Nej”, og så sige det, man virkelig mener.

Underforstået

Vi kan sige/­skrive noget til nogen. Vi ved jo selv, hvad vi tænker på og evt. hen­viser til, men det er jo ikke lige sikkert at mod­tageren ved det. Noget kan være under­for­stået for os, men i til­fælde af at den anden ikke ved det, så er det jo bedst at for­klare sin ud­talelse. Det kan Gud vel også gøre? Han kan sige noget, og så efter­følgende for­klarer han det, han lige har sagt. Der kan jo altid være nogle und­tagelser eller nogle krav for at ud­tal­elsen bliver rigtig for­stået.

Kan give problemer

Men det kan bare give pro­blemer, især hvis mod­tageren ikke forstår sproget. Er noget så skrevet for rigtig mange år siden, så kan det være endnu værre at skulle over­sætte noget fra et sprog til et andet.

Hovsa!

Jeg skrev noget (ironisk), og efter­følgende skrev jeg: Nej, . . . med for­klar­ingen. Grunden til at jeg skrev “Hovsa!”, det er fordi, sådan er der faktisk et vers i Rom. 13.1, som er. Der står først noget, og så i den næste sætning står der: Nej, . . . med yder­ligere for­klaring.

Problemet er bare, at det kan give pro­blemer. Hvis nogen ikke forstår det rigtigt, som man skriver. Først kommer jeg med en ud­tal­else. Den kan måske mis­for­stås, fordi noget er under­for­stået for mig, da jeg skrev det. Men i til­fælde af at mod­tageren ikke tænker på det, så er det bedst at for­klare det, jeg skrev. Så begynder jeg med den næste sætning og skriver: “Altså ikke, hvis . . . “, og så for­klarer jeg det yder­ligere, jeg mener.

Det kan give problemer

Hvis dette nu er skrevet for mange år siden. Og nogen læser det mange år efter og ikke er indfødt med sproget, men skal over­sætte det til et andet sprog. Så kan det jo give pro­blemer, hvis mod­tageren ikke forstå det på den rigtige måde. Mod­tageren ved måske ikke, at der er noget under­for­stået i den første sætning. Men forstår den på en anden måde, end der er hen­sigten. Hvis mod­tageren så op­fatter den første sætning som en lov, og så over­sætter de efter­følgende sæt­ninger så de passer til den første sætning. Så er der et problem.

Hvis det så viser sig, at det, der står i de næste sæt­ninger, ikke passer helt med, hvad der står i den første sæt­ning, så må det (der står i den første sætning) være under­for­stået i de andre sæt­ninger. Lyder det for­vir­rende? Jamen så er det jo ikke så sært at noget kan blive oversat forkert, fordi det bliver mis­for­stået, vel? Jeg forstår, hvad jeg har skrevet, fordi jeg ser det i lyset af, at jeg har brugt timer på at over­sætte 1. vers i Rom. 13. Og forstå det i for­hold til de næste vers og andre op­lys­ninger i Guds ord.

Tilfældet i Rom. 13.1

Det er faktisk til­fældet i Rom. 13.1, efter min mening. For her står der først en ud­talelse. Derefter kommer der en yder­ligere for­klaring, fordi den første måske kan mis­for­stås, hvis man ikke ved det under­for­ståede. Så den efter­følgende sætning begyndes med: Altså ikke, hvis . . . og så kommer for­klar­ingen, det som jo altså er under­for­stået. Problemet er bare at over­sættere har valgt at tage den første sætning som “lov” og over­sætte de næste sæt­ninger med det “de under­forstår” fra 1. sætning.

Jeg tror bare ikke, det er det, som er under­forstået. Fordi – Gud er altid enig med sig selv – Han vil aldrig sige noget, som ikke er sandt. Og så vender vi tilbage til eksem­plet med – Indsat af Gud

Gud ved bedst!

Det er klart, at Gud ved bedst selv, hvad han mener med det, han har sagt eller fået skrevet. Derfor er det også vigtigt, at kende af­sen­deren. Jeg forstår mere og bedre, når jeg kender det men­neske, jeg snakker med eller skriver med. Derfor har Gud også givet os sin Hellige Ånd til at vej­lede os til hele sand­heden. Gud kan åben­bare, hvad han mener med det, han har fået skrevet.

Helligånden åbenbarer sandheden

Sådan gik det for mig. Jeg oplevede at Hel­lig­ånden åben­barede for mig, hvad meningen var med det, der står i Rom. 13.1 og lidt længere frem. Men nu er det sådan, at jeg har den hold­ning, at når Gud åben­barer noget, så SKAL det stemme overens med hans skrevne ord.

Så som skrevet, så har jeg brugt timer på at studere det græske og grunde over, hvordan det skulle over­sættes rigtigt. Det skal passe i sam­men­hængen, og det skal passe med alt andet, der er skrevet i Guds ord. Men, og det er ingen mod­sætning, men det skal også passe med det gram­ma­tiske og med respekt for, hvad ordene er, og deres betyd­ninger og an­ven­delser og sæt­ningens led. Det var noget af en op­gave, et puslespil, men det lyk­kedes med Guds hjælp til op­lysning og med at finde de steder, hvor det står i bøgerne eller på nettet.

Det skrevne passer med det åbenbarede.

Hvad står der så i Rom. 13.1?

– Underordn jer under lederne