Der skrev jeg noget ironisk. Men hvis mennesker vælger at tro, at noget bestemt er sandt, så må de også tænke det igennem og se, hvad det vil betyde i andre forbindelser.
Kan Gud være ironisk?
Og sige det modsatte af, hvad han egentlig mener? Jeg tror faktisk, at han kan, men så fortæller han det ALTID lige efter. Jeg synes, jeg kan mindes flere steder i GT.
Men mennesker kan være ironiske. Problemet med ironi er bare, at hvis mennesker nu ikke kan høre, at man siger det ironisk, og så tror på det, man siger. Det er jo ikke så godt. Men man kan altså sige noget, komme med en udtalelse, og så efterfølgende sige: “Nej”, og så sige det, man virkelig mener.
Underforstået
Vi kan sige/skrive noget til nogen. Vi ved jo selv, hvad vi tænker på og evt. henviser til, men det er jo ikke lige sikkert at modtageren ved det. Noget kan være underforstået for os, men i tilfælde af at den anden ikke ved det, så er det jo bedst at forklare sin udtalelse. Det kan Gud vel også gøre? Han kan sige noget, og så efterfølgende forklarer han det, han lige har sagt. Der kan jo altid være nogle undtagelser eller nogle krav for at udtalelsen bliver rigtig forstået.
Kan give problemer
Men det kan bare give problemer, især hvis modtageren ikke forstår sproget. Er noget så skrevet for rigtig mange år siden, så kan det være endnu værre at skulle oversætte noget fra et sprog til et andet.
Hovsa!
Jeg skrev noget (ironisk), og efterfølgende skrev jeg: Nej, . . . med forklaringen. Grunden til at jeg skrev “Hovsa!”, det er fordi, sådan er der faktisk et vers i Rom. 13.1, som er. Der står først noget, og så i den næste sætning står der: Nej, . . . med yderligere forklaring.
Problemet er bare, at det kan give problemer. Hvis nogen ikke forstår det rigtigt, som man skriver. Først kommer jeg med en udtalelse. Den kan måske misforstås, fordi noget er underforstået for mig, da jeg skrev det. Men i tilfælde af at modtageren ikke tænker på det, så er det bedst at forklare det, jeg skrev. Så begynder jeg med den næste sætning og skriver: “Altså ikke, hvis . . . “, og så forklarer jeg det yderligere, jeg mener.
Det kan give problemer
Hvis dette nu er skrevet for mange år siden. Og nogen læser det mange år efter og ikke er indfødt med sproget, men skal oversætte det til et andet sprog. Så kan det jo give problemer, hvis modtageren ikke forstå det på den rigtige måde. Modtageren ved måske ikke, at der er noget underforstået i den første sætning. Men forstår den på en anden måde, end der er hensigten. Hvis modtageren så opfatter den første sætning som en lov, og så oversætter de efterfølgende sætninger så de passer til den første sætning. Så er der et problem.
Hvis det så viser sig, at det, der står i de næste sætninger, ikke passer helt med, hvad der står i den første sætning, så må det (der står i den første sætning) være underforstået i de andre sætninger. Lyder det forvirrende? Jamen så er det jo ikke så sært at noget kan blive oversat forkert, fordi det bliver misforstået, vel? Jeg forstår, hvad jeg har skrevet, fordi jeg ser det i lyset af, at jeg har brugt timer på at oversætte 1. vers i Rom. 13. Og forstå det i forhold til de næste vers og andre oplysninger i Guds ord.
Tilfældet i Rom. 13.1
Det er faktisk tilfældet i Rom. 13.1, efter min mening. For her står der først en udtalelse. Derefter kommer der en yderligere forklaring, fordi den første måske kan misforstås, hvis man ikke ved det underforståede. Så den efterfølgende sætning begyndes med: Altså ikke, hvis . . . og så kommer forklaringen, det som jo altså er underforstået. Problemet er bare at oversættere har valgt at tage den første sætning som “lov” og oversætte de næste sætninger med det “de underforstår” fra 1. sætning.
Jeg tror bare ikke, det er det, som er underforstået. Fordi – Gud er altid enig med sig selv – Han vil aldrig sige noget, som ikke er sandt. Og så vender vi tilbage til eksemplet med – Indsat af Gud –
Gud ved bedst!
Det er klart, at Gud ved bedst selv, hvad han mener med det, han har sagt eller fået skrevet. Derfor er det også vigtigt, at kende afsenderen. Jeg forstår mere og bedre, når jeg kender det menneske, jeg snakker med eller skriver med. Derfor har Gud også givet os sin Hellige Ånd til at vejlede os til hele sandheden. Gud kan åbenbare, hvad han mener med det, han har fået skrevet.
Helligånden åbenbarer sandheden
Sådan gik det for mig. Jeg oplevede at Helligånden åbenbarede for mig, hvad meningen var med det, der står i Rom. 13.1 og lidt længere frem. Men nu er det sådan, at jeg har den holdning, at når Gud åbenbarer noget, så SKAL det stemme overens med hans skrevne ord.
Så som skrevet, så har jeg brugt timer på at studere det græske og grunde over, hvordan det skulle oversættes rigtigt. Det skal passe i sammenhængen, og det skal passe med alt andet, der er skrevet i Guds ord. Men, og det er ingen modsætning, men det skal også passe med det grammatiske og med respekt for, hvad ordene er, og deres betydninger og anvendelser og sætningens led. Det var noget af en opgave, et puslespil, men det lykkedes med Guds hjælp til oplysning og med at finde de steder, hvor det står i bøgerne eller på nettet.
Det skrevne passer med det åbenbarede.
Hvad står der så i Rom. 13.1?