Vil du gerne have en metode til at kunne forstå Guds ord rigtigt? Det vil jeg. Der er så mange, som siger og skriver så meget forskelligt, og det kan ikke alt sammen være rigtigt.
Indledning
Der er så mange, som laver udsendelser om endetiden (især på engelsk). Der er sikkert også mange, som skriver om endetiden. Men der kan være så mange forskellige meninger om de samme ting. Nu duer det ikke at tro på noget “bare” fordi nogle bestemte mener det. Jeg ved godt, at det er der rigtig mange der gør. Men det anser jeg i hvert fald for at være farligt. Vi må bygge vort liv på Guds ord, som er den faste klippegrund.
Hvad så når så mange påstår forskellige ting ud fra Guds ord, om at der står sådan eller sådan? Og deres påstande ikke stemmer overens? Hvad (ikke hvem) kan vi tro på?
Tro på sandheden
Jeg tror faktisk, at de fleste mennesker ønsker at tro på sandheden i hvert fald af de kristne. Men hvordan finder vi så ud af, hvad der er sandt? Guds ord er sandhed! Men hvad så når så mange påstår så meget forskelligt, og alle siger, at det står skrevet i Guds ord? Jeg er overbevist om, at det er så vigtigt, at vi tror på Guds ord og ikke menneskers meninger. Men hvordan kan vi finde ud af, hvad der er sandt?
Jeg syntes, at det var svært at finde ud af visse ting om endetiden. Men så begyndte jeg at studere endetiden i Guds ord. Og jeg tror, at Gud har givet mig “nøglen” til at forstå endetiden rigtigt. Jeg tænkte over, hvordan kan jeg vide, at det skal forstås på den måde. Nogle mener, at Matt. 24.30-31 er Jesu genkomst til Oliebjerget, andre at det er bortrykkelsen. Hvordan kan jeg finde ud af, hvad der er sandt?
Nøglen til at forstå endetiden
Jeg er overbevist om, at det er rigtigt, at Guds ord selv giver os nøglen til at forstå Guds ord. Problemet er bare, at den nøgle, tror jeg, mange danskere har svært ved at finde; ganske simpelt fordi den er ændret til det rene “volapyk” i Guds ord. Ja, det er rigtigt. I mine øjne er den ændret til det rene volapyk. Prøv at læse, hvad der står i Es. 28.9-11. Og se, hvad der står, på min side “Lidt her og lidt der“.
Find et sikkert udgangspunkt
Ja, jeg er klar over, at det er vigtigt, at finde et helt sikkert udgangspunkt og så bygge videre på det. Når vi læser om endetiden, så ser vi det som et billede sat sammen af mange oplysninger. Men hvordan kan vi vide, at det er sat rigtigt sammen? Når de i gamle dage skulle bygge et hus, så fandt de en velegnet sten, som de så brugte til hjørnesten. Ud fra den sten byggede de så deres hus. Vi kan sige at den er grundlaget for hele huset. Vi ved, at Jesus er hovedhjørnestenen og Jesus er Guds ord.
Når et puslespil skal lægges, har jeg altid begyndt med hjørnerne. Når de følgende brikker skal lægges til, skal de selvfølgelig passe præcis. Sådan er det også med Guds ord. Skrifterne skal passe præcis, så man er sikker på at det er rigtigt, at dette hører sammen, at det er den samme ting, der skrives om.
Så må vi finde det sikre udgangspunkt i Guds ord. Ja, vi ved, at disciplene fik at vide, da Jesus fór til himmels, at han vil komme igen på samme måde, altså til Oliebjerget. Det er altså det sikre udgangspunkt: Jesu genkomst til Oliebjerget. Så må vi finde det i Guds ord.
Det sikre udgangspunkt: Zak. 14.4 – “Jesu genkomst på Oliebjerget“
Det sikre udgangspunkt
Jeg kalder det sikre udgangspunkt for “endetidens hjørnesten“. Og det fandt jeg i Zak. 14.4: På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest og danne en vældig dal, idet bjergets ene halvdel viger mod nord, den anden mod syd.
Her er ingen tvivl, der står direkte, at på den dag står hans fødder på Oliebjerget, og endda hvor Oliebjerget er: østen for Jerusalem. Og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest, og der vil dannes en vældig dal, da den ene halvdel glider mod nord og den anden mod syd. Og fra verset før ved vi, at det er HERREN der kommer. Desuden ved vi så også, at så længe Oliebjerget ikke er revnet på den måde, så er Jesus ikke kommet tilbage endnu.
Oplysningerne vi får
Her i Zakarias’ Bog får vi mange oplysninger om endetiden. Det kan du se mere om på siden “Zakarias 12-14“. Når vi læser fra starten i Zak. 14, så ser vi, at der står i vers 2, at Gud vil samle alle folkene til angreb på Jerusalem; og at byen vil blive indtaget. Så kommer det faste udgangspunkt med Jesu genkomst til Oliebjerget. Her fik vi en oplysning, som vi kan bygge videre på: HERREN samler alle folkene imod Jerusalem. Det står der meget mere om andre steder i Guds ord. Så er det om at finde disse steder.
Vi bygger videre
Vi går ud fra det sikre udgangspunkt, her er det Zak. 14.2, og finder andre oplysninger om den samme begivenhed det samme sted. Her kan vi bygge videre på HERREN samler alle folkene imod Jerusalem. Så finder vi (helst) alle andre steder i Guds ord, hvor netop denne begivenhed står omtalt. Det kan du se mere om på siden: “Gud samler alle hedningefolk“, hvor der også er flere oplysninger at bygge videre på.
Det er simpelthen måden. Find det sikre udgangspunkt. Find så tillægsoplysninger det samme sted. Og find alle de andre steder, hvor det samme står omtalt. Så kan oplysningerne sættes sammen i den rigtige rækkefølge, om det er muligt.
Endetiden kædes sammen
Hvordan jeg bygger videre og kæder endetiden rigtigt sammen kan du se mere om på siden: “Endetiden – kædes sammen“. Der har jeg kædet begivenhederne sammen (så langt som jeg er nået at få skrevet om det).
Vi går ud fra det sikre udgangspunkt i Zak. 14.4 og kæder begivenhederne sammen: Når vi ser på, hvad der står skrevet i “Zakarias 12-14” og “Joels Bog” omkring denne tid, så får vi at vide, at “Gud samler alle hedningefolk” til angreb på Jerusalem. Når Gud har samlet alle folkeslagene om Jerusalem og byen er blevet indtaget, så vil Gud føre alle disse hedningefolkeslag ned i Josafats dal, fordi Gud vil holde rettergang mod dem. Når de er samlede der, så er det at “Solen skal formørkes og …” månen blive som blod; og så kommer HERREN til Oliebjerget, det er “Jesu genkomst på Oliebjerget“.
Derefter kommer “Den store vredens dag“, som er “HERRENS store og frygtelige dag“. Det kan du se meget mere om på de sider, jeg har linket til. Du kan også se, hvordan jeg bygger videre med de oplysninger, vi får, de forskellige steder i Guds ord. Og du kan forhåbentlig også se og forstå, hvordan jeg finder ud af, at det er de samme begivenheder, der er tale om? Ved at bygge videre med de tillægsoplysninger jeg får de forskellige steder, hvor den samme begivenhed er omtalt.
Byg videre
Nøglen til at forstå endetiden rigtigt er altså at bygge videre ved at gå ud fra det sikre udgangspunkt, som er Zak. 14.4. Så bygger vi de oplysninger på, som vi får fra tillægsoplysningerne. Derved har vi allerede fået et godt billede af afslutningen. Ja, jeg har ikke skrevet om det, der kommer derefter, hvor Satan bliver bundet i tusinde år, og hvad der står om den tid. Det kan du jo selv læse, om du vil.
Nu vil jeg bygge videre med tiden før Jesu genkomst til Oliebjerget. Hvor vi fik at vide i Matt. 24.29-30 og Mark. 13.24-26, at det vil være straks efter trængslen, at solen vil formørkes og månen blive som blod og Jesus kommer. Altså må vi nu beskæftige os med trængselen og bygge videre med de oplysninger vi får der.
Hvordan fortæller Gud i sit ord?
Ja, hvordan fortæller Gud i sit ord om endetiden? Fortæller han alt i den tidsmæssige rækkefølge, som det vil ske? Som er den enklest måde. Eller gør han det også på andre måder? Hvor der først fortælles, hvad der vil ske og så uddyber mere om nogle af de forskellige ting? Og i nogle tilfælde giver endnu flere detaljer?
Hvordan andre opfatter Johannes’ Åbenbaring, kan jeg jo ikke vide. Jeg kan bare se, hvad de skriver, eller høre, hvad de fortæller. Det fortæller mig, at mange nok opfatter det skrevne i Johannes’ Åbenbaring som, at den beskriver endetiden i den tidsmæssige rækkefølge, som det vil ske. Men hvor står der, at det er den rigtige måde at forstå den på? Det kan jeg ikke se nogen steder. Tværtimod!
Jeg kan se ud fra “nøglen til at forstå Guds ord”, som er at finde “Lidt her og lidt der” og så sætte oplysningerne rigtigt sammen, at det er den rigtige måde at forstå også Johannes’ Åbenbaring med endetiden på. – På siden “Fortællemåder” er der flere eksempler på, at alt i endetiden ikke kommer til at ske tidsmæssigt i den rækkefølge, som det står skrevet i de forskellige bøger.
Det forudsagte vil ske
Alt hvad der blev forudsagt om Jesus i forbindelse med hans første komme til jorden gik jo i opfyldelse. Vil det så ikke være sandsynligt om ikke også alt, hvad der er forudsagt om hans andet komme til jorden vil gå i opfyldelse?
Jesus opfyldte HERRENs festtider
Jesus opfyldte alle jødernes 4 forårsfester, da han var her på jorden første gang. Fester som Gud har sagt, at de skal fejre år efter år. Vil det så ikke være mest sandsynligt, at Jesus også vil opfylde de resterende 3 efterårsfester, når han kommer til jorden anden gang? Det synes de fleste kristen vist ikke; fordi de er overbeviste om at “Ingen kender dagen eller timen“.
Ingen kender dagen eller timen
For mig kan det virke som om mange er så “hjernevaskede” med netop den oplysning “at ingen kender dagen eller timen”, så det er dem komplet umuligt at se og forstå noget som helt anderledes om netop disse ord. Prøv at finde alle de steder i Guds ord, hvor der står noget skrevet om det, at ingen kender dagen eller timen, og så undersøg, hvad de ord betyder, som der er oversat fra altså de græske ords betydning.
Jeg fandt ud af, at et af de ord, der var brugt i “Matt. 24.36” som oversættes til “kender” faktisk også kan betyde “forstår”. Så kunne der jo faktisk stå der, at ingen forstår dagen eller timen. Det giver jo en helt anden mening. Der er ingen der ser og forstår det. – Desuden er trompetfesten jo netop festen, hvor ingen kender dagen eller timen på forhånd.
Opfordring
Min opfordring til dig er, at du selv begynder at studere og grave i Guds ord. Når vi hører eller læser noget, så bør vi ikke bare tro på det vi hører, med mindre, vi ved, at det er sandt, fordi Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at det er sandt. Mange tror på, hvad mennesker oplyser om, fordi de har tillid til de mennesker. Men hvad hvis de mennesker alligevel tager fejl?
Vi kommer alle til at stå Gud til regnskab. Der hjælper det ikke, at vi siger: “Jamen x sagde …” Vi kan ikke skyde skylden videre. Vi må selv tage ansvar for vore egne liv, og hvad vi tror på, og hvorfor vi tror det vi gør. Jesus sagde i Matt. 24.4: »Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild.« Jesus sagde jo meget mere end det, men Jesu første advarsel var: Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. – Så pas på!