Der er mange måder at fordreje Guds ord på har jeg erfaret gennem tiden. Jeg valgte at kalde denne side for “Tillæg til – Fordrej ikke Guds ord, fordi det er en oplysning om, hvorfor jeg har skrevet siderne: “Ukrudtet iblandt hveden” og “Vranglære om ukrudtet iblandt hveden“, som jeg synes, har brug for en forklaring med hensyn til, hvorfor jeg har skrevet dem. Det er bedre at oplyse om det, end at folk måske tror noget forkert. Og det er så vigtigt, at vi ikke fordrejer Guds ord.
Ikke for at kritisere
Jeg har ikke skrevet disse omtalte sider for at kritisere nogen. Tværtimod. Jeg håber, at det kan blive til åbenbaring og hjælp for nogen. Fordi jeg har forstået, hvor farligt det kan være at tro på løgn og bedrag, så vil jeg gerne advare mod det, som er løgn og bedrag. Det er jo, fordi det i værste fald kan føre til fortabelse at tro på løgn og bedrag, at jeg advarer. Det er jo Djævelen, som gør, hvad han kan for at forføre mennesker. Jeg kan ikke bare trække på skuldrene og sige, at det må mennesker jo selv om og så ikke gøre noget.
Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at oplyse og advare. Jeg er oprigtig ked af, at der er kommet en del, som ikke er godt fra Jon Knudsen fra Løkken Frikirke. Det er mit indtryk at Jon Knudsen, deres forkynder, elsker Jesus og ønsker at gøre det rigtige. Hvorfor han så er begyndt at forkynde en del, som ikke er i harmoni med Guds ord, det ved jeg jo ikke. Det er altså ikke for at kritisere Jon, at jeg har skrevet de omtalte sider. Jeg går ikke efter manden. Jeg går efter bedraget. Og alt bedrag stammer jo fra den onde.
Bevidst eller ubevidst?
Jeg ved ikke, om det er af uvidenhed, at Jon forkynder det, han gør, eller om det er bevidst. Jeg er klar over, at han ikke kan lide at skulle konfrontere mennesker med noget, som er forkert i menigheden. Om det så er derfor, han bevidst får Guds ord drejet, så det siger det, han gerne vil have det til, eller det er ham, der bliver forført til at tro, at det er det, som står skrevet i Guds ord, det kan jeg jo ikke vide. Men det er ikke mit indtryk, at han er villig til at ændre mening.
Om tiende
Da Jon Knudsen holdt sin tale om, at det ikke er rigtigt ud fra Guds ord at betale tiende, så skrev jeg til ham på facebook og gjorde ham opmærksom på, hvad Jesus siger i Matt. 23.23: Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
Her siger Jesus jo klart, at det ene bør de gøre. Det ene er her at give tiende. Og det andet er ret og barmhjertighed og troskab. Jesus siger altså her, at de bør give tiende. Det skrev jeg til Jon, men jeg fik ingen kommentarer. Jeg tænkte, ja det må du jo selvfølgelig selv om. Nu er jeg jo sådan, at jeg tænker over tingene. Og jeg tænkte, at der må jo være en årsag til, at Jon forkyndte, som han gjorde. Jeg tænkte, at det kunne jo være, at det var fordi, han havde noget andet, han gerne ville bruge sine tiende penge til. Men det ville måske vise sig.
Der gik kun nogle få uger derefter, så så jeg, at han og hans kone havde købt et hotel. Så tænkte jeg: “Nåh, det var det, du skulle bruge de tiende penge til.” Men det kommer jo ikke mig ved. Jeg tænkte bare. Derfor ved jeg simpelthen ikke, om det er bevidst eller ubevidst, at Jon forkynder, som han gør. Men det er jo meget smart at kunne retfærdiggøre sine handlinger ud fra Guds ord.
Dobbeltmoralsk
I mine øjne er det dobbeltmoralsk at acceptere ting i menigheden og samtidig ikke acceptere de samme ting andre steder. Jeg tænker her på, at Jon Knudsen siger, at vi ikke må luge vranglære væk i menigheden, men på facebook blokerer han dem, som er uenige med ham og går imod det, han siger. Det må jo så efter hans mening være vranglære. I menigheden må vranglære ikke luges væk, men på facebook blokerer han dem, som kommer med vranglære efter hans mening.
Kan det være rigtigt, at nogen ting er rigtige at gøre et sted, men forkerte at gøre et andet sted? Ja, det kommer selvfølgelig an på, hvad det er, men skal vi tillade ting i menigheden, som vi ikke vil tillade andre steder? Og tilmed sige, at det er Jesus, som siger, at vi ikke må fjerne f.eks. vranglære i menigheden? Er Gud dobbeltmoralsk? Dumt spørgsmål ikke? Selvfølgelig er han ikke det.
Forstod du?
Forstod du hvorfor jeg har skrevet disse sider? Det er ikke for at kritisere Jon Knudsen. Jeg ønsker at oplyse om, hvor let det er at blive bedraget og tro noget forkert. Og det er altså ikke ligegyldigt, hvad vi tror. Efter hvad Peter skrev i 2. Pet. 3.15b-16, så kan det komme til at medføre fortabelse, at fordreje Guds ord. Derfor advarer jeg. Det er altså vigtigt, at vi kan læse og forstå en tekst. At lægge til eller trække fra duer ikke. At påstå at der står skrevet noget i Guds ord, som der ikke står skrevet, det duer bare ikke. Slet ikke når det tilmed bliver brugt til at forkaste andet i Guds ord.
ALT i Guds ord er sandt
Jeg har den holdning at “ALT i Guds ord er sandt“. At bruge noget i Guds ord til at forkaste andet i Guds ord er ganske simpelt ikke rigtigt at gøre. Vi bør forstå Guds ord i lyset fra Guds ord. Vi må finde “Lidt her og lidt der“, og så er det om at sætte oplysningerne rigtigt sammen. Det er nøglen til at forstå Guds ord. Den står i Es. 28.9-11. Men i de danske oversættelser har de da oversat det til det rene volapyk efter min mening.
Ja, desværre er der mange ting, der ikke er oversat rigtigt i Guds ord. Som skrevet tror jeg på, at alt i Guds ord er sandt, men jeg tror ikke på alt, som der står skrevet i vores Bibel. Hvorfor ikke? Fordi der desværre er mange ting, som ikke er oversat rigtigt. Derfor er det så vigtigt at teste, om jeg nu forstår noget rigtigt. Harmonerer det med alt andet i Guds ord? Og hvad står der egentlig i grundteksten. Ja, selv forkyndere kan sige, at der står noget i grundteksten, som der altså ikke står. Måske fordi der er nogen ting de ikke ved eller er opmærksomme på.
Forstå en tekst rigtigt
Det er da ikke ligegyldigt, om noget er gjort eller noget er i færd med at blive gjort. Er jeg fuldkommen? Eller er jeg i færd med at blive fuldkommen? Hvis jeg mener om mig selv, at jeg er fuldkommen, ja så gør jeg vel intet for at blive fuldkommen? Jeg har hørt en forkynder prædike om, at vi er fuldkomne i Kristus. Men det er bare ikke det der står, selvom det er det, der bliver sagt, at der står. Vi er i færd med at blive gjort fuldkomne i Kristus, hvis vi altså vil samarbejde med Gud.
Nu er jeg jo så privilegeret, at jeg har fået undervisning i græsk. Og meget har jeg lært siden, ved at studere de bøger jeg har. Det er altså ikke ligegyldigt hvilken plads et ord har i sætningen, eller hvilket led det er, og hvilken bøjningsform det har. Og småordene har sandelig også stor betydning. Der er mange ting, man kan se på græsk, som slet ikke kan ses på dansk, fordi græsk er så rigt et sprog.
Har Gud åbenbaret noget for mig i sit ord, så har jeg tit brugt timer derefter på at finde ud af, om det passer med Guds skrevne ord. Og her der det så den græske grundtekst, jeg mener. Men der er også flere grundtekster, som heller ikke altid stemmer helt overens. Det er så vigtigt, at vi ikke bliver bedraget til at tro noget forkert, fordi det i værste fald kan føre til fortabelse. Det står der i 2. Pet. 3.15b-16. Min opfordring er tænk selv! Studer selv Guds ord! Tro ikke bare noget, fordi det er en anerkendt forkynder, der siger det eller skriver det.
Far ikke vild!
Djævelen vil gøre, hvad han kan for at føre mennesker vild.
Pas på ikke at blive ført vild!