Billedet med et træ

Ting kan være lettere at se og forstå, når vi ser det som et billede. Billedet med at et frø kan vokse op og blive til noget stort. Det, synes jeg, er et godt billede på, at de store problemer normalt er begyndt med småting.

Frøet sås

Hvis man ikke har taget en aflægger fra et træ og fået det til at slå rod, så er det normale, at et frø sås, det spirer, vokser og træet bliver større og større. Et lille problem bliver sået i vores liv. Det spirer, vokser og bliver til et stort problem, fordi det ikke blev fjernet, mens det var et lille problem. Rødderne under jorden er det, vi ikke kan se. Men alt over jorden er de synlige ting, som vi kan se. Problemerne som vokser sig større og større. Vi kan få skåret en gren af, men træet vokser videre så længe roden ikke er aflivet. Derfor må vi finde roden til problemet og ikke bare nøjes med at behandle produkterne af problemet.

Træet aflives

Træets rod er årsagen til pro­ble­mer­ne. Selve træet er pro­ble­mer­ne, altså den synlige del af pro­ble­mer­ne. Da Jesus forbandede figentræet, visnede det fra roden af. Hele træet gik ud. Ødelægger man roden på et træ, så vil det gå ud. Får man roden fjernet til et problem, så vil pro­ble­met forsvinde. Man kan aflive et træ ved at slå kob­ber­søm i dets rødder. Der må være noget i kobberet, som træet ikke kan tåle. Når så det bliver suget med op fra rødderne, vil det dræbe træet. Vi kan komme et problem til livs ved at bearbejde det med Guds ord. Vi slår Guds ord i roden af pro­ble­met.

Jesus er interesseret i at komme årsagen til livs. Jesus siger i Matt. 5.27-28: I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bedrive hor‹. Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Hor er den synlige del af problemet selve handlingen. Men det at se på og begære, som er lysten, det er selve årsagen,  den skjulte synd i hjertet.

Fortidens synder

Frøet kan være fortidens synder, som en af vore forfædre har begået og ikke har omvendt sig fra. Det måtte kong David indse da han fandt årsagen til sit fald med Batseba. Frø kan være så mange forskellige ting. Alle de ting, jeg har nævnt på siden med åbne døre for Djævelen, kan jo blive som et frø, der bliver sået i vore liv. Jorden er vort hjerte, altså vores sjæl. Livets omstændigheder gør, at frøet begynder at spire. Bliver der så ikke gjort noget, så vil frøet spire videre og blive til en plante og et træ med tiden. Problemet bliver bare større og større.