Johs. 20.1-18
1. Tidligt den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalene ud til graven og ser, at stenen er taget bort fra graven.
2. Så løber hun af sted og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«
3. Da gik Peter og den anden discipel ud og gav sig på vej til graven.
4. De løb begge to sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven.
5. Og han kigger ind og ser linklæderne ligge dér; dog gik han ikke ind.
6. Da kommer også Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i graven og så linklæderne ligge dér
7. og det tørklæde, som han havde haft over sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.
8. Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen først til graven, derind, og han så og troede.
9. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde.
10. Så gik disciplene hjem igen.
11. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven.
12. og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne.
13. De siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«
14. Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
15. Jesus siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.«
16. Jesus siger til hende: »Maria!« Hun vender sig om og siger til ham på hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder: mester).
17. Jesus siger til hende: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«
18. Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.