Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.
1. Johs. 1.9
Hvis vi bekender
Der står her i 1. Johs. 1.9, at hvis vi bekender vore synder, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. – Hvad betyder det? Jeg tror på, at Guds ord betyder det, der rent faktisk står. Der står, at Gud er trofast, og han er retfærdig. At han tilgiver os vore synder, og han renser os fra al uretfærdighed? Men hvad er betingelsen for, at Gud gør det? Der står: HVIS vi bekender vore synder. Altså er det en nødvendighed at bekende vore synder for at få Guds tilgivelse.
Der står ikke, at Gud automatisk renser os fra vore synder, uden at vi behøver at gøre noget som helst. – Men det er så ydmygende at skulle erkende, at man har syndet og gjort noget forkert. Det er endnu mere ydmygende at skulle bede om tilgivelse. Hvis det føles så ydmygende at bede om tilgivelse, så er der nok en del stolthed som endnu ikke er blevet knust. Husk – Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde. Det er nødvendigt at ydmyge sig for at få Guds nåde.
Tilgivelse og konsekvens
I beretningen om “David og Batseba” gør David en anden mands kone gravid. Det er synd i Guds øjne. De får et barn, det er konsekvensen af synden. Da David indser, at han har syndet, beder han Gud om tilgivelse for sin synd. Gud tilgiver David. Men barnet bliver sygt. David beder og faster for sit barn. Selvom Gud har tilgivet David, lod Gud alligevel barnet dø.
Når vi gør noget dumt, som jo er synd, så er det en forfejling af målet (for+fejl+ing). Det har altid konsekvenser. Vi bør bede Gud om tilgivelse, når vi indser vores fejltagelse, men vore handliger har altid konsekvenser. Gud tilgiver os vores synd, når vi beder ham om det. Men konsekvenserne forsvinder ikke bare automatisk. Vil vi undgå dem, må vi bede Gud om det. Og det er ikke sikkert, at Gud vil opfylde den bøn. Det er hans sag og beslutning.
Nogle tror
Der er nogen som tror, at hvis de får noget giftigt, så er de beskyttet imod giften. Fordi der står i Mark. 16.18 at hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; – og de derfor har en “Automatisk beskyttelse” mod gift. Kan det være sandt? Hvis nogen får noget giftigt, så er der en konsekvens. At få gift er synd, for det er en forfejling af målet. Vi bør da ikke indtage gift. Al synd har konsekvenser. Men selvfølgelig kan Gud beskytte sine børn mod konsekvensen af gift.
Men jeg tror ikke på, at folk kan vælge at få noget sprøjtet ind i sig, og så vil det, de får sprøjtet ind være komplet virkningsløst, hvis det er giftigt. Har de selv valgt det? Eller blev det gjort med vold og magt imod deres vilje? Der er altså forskel. Hvis vi beder Gud om tilgivelse, så tilgiver han os, men konsekvensen af synden forsvinder ikke automatisk sammen med synden.