Matt. 25.31-46
31. Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone.
32. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.
33. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.
34. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ›Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.
35. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig;
36. jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.‹
37. Da skal de retfærdige svare ham og sige: ›Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke?
38. Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder?
39. Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?‹
40. Og Kongen skal svare og sige til dem: ›Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.‹
41. Da skal han sige til dem ved den venstre side: ›Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.
42. Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke;
43. jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.‹
44. Da skal også de svare og sige: ›Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?‹
45. Da skal han svare dem og sige: ›Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.‹
46. Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«