Side 9
Den “grønne” fantasi
Lind fortsætter med at diskutere den dødsdømte ideologi i miljøbevægelsen, som hævder, at vi kan blive “grønne” uden at give afkald på vores levestandard. Ifølge eksperter i mineralproduktion15 vil det for at nå målet om at gøre alle køretøjer i Storbritannien elektriske i 2050 ved hjælp af de mest ressourcebesparende batterier af næste generation kræve, at Storbritannien årligt importerer dobbelt så meget som den samlede årlige koboltproduktion på verdensplan, næsten alt det neodymium, der produceres globalt, og tre fjerdedele af verdens litium.
Og det er kun for Det Forenede Kongerige. Andre europæiske lande og USA siger også, at de ønsker, at alle køretøjer skal være elektriske i 2050. Kort sagt er miljøidealisternes mål om at afskaffe gasdrevne køretøjer en ønskedrøm. Der er ikke nok mineralressourcer til, at selv et lille land som Storbritannien kan nå det inden for de næste fire årtier. Det samme gælder for grøn energi.
Bortset fra det er “ren” energi ikke ren, så hele præmissen er et bedrag. Sol-, vind- og vandkraftanlæg kræver alle naturgas, olie og mineraler.16 Sådanne overgange opnår altså intet med hensyn til miljøbeskyttelse. Vi har stadig brug for de samme massive miner, den samme gas- og olieudvinding.
En del af dette “grønne” udstyr er også giftigt og næsten umuligt at bortskaffe, når det har nået sin levetid. Vindmøller anses f.eks. for at være “farligt affald” og kan ikke bortskaffes eller genbruges på grund af giftigheden af de kul- og glasfibre, der anvendes i deres konstruktion. Hver vinge kan veje op til 15 tons, og endnu har ingen fundet ud af, hvordan de kan bortskaffes på en sikker måde.17
Fortsætter næste side med –
Den såkaldte Chatham House-regel