Døden
Angelica: Min mor og en anden søster fra menigheden, Fàtima Nafarrete, salvede mig med olie. Mens de gjorde det, kendte jeg noget, som dækkede mig akkurat som et glas, som var rundt om mig. Det er vanskeligt at forklare det. Jeg følte mig dækket af noget, som lignede en slags rustning. Det er den nærmeste måde, jeg kan forklare det på. Men når de prøvede, var det ikke fysisk mulig at røre ved mig.
Maxima: Mens vi bad, prøvede jeg at lægge mine hænder på Angelica, men jeg kunne ikke berøre hende. Hun havde et slags dække rundt om sig. Det var mærkeligt, for ingen kunne røre hende. Dette dække gik fra fødderne til toppen af hendes hoved og ca. 30 cm ud fra kroppen! Det var det, som chokerede mig mest. Jeg har lagt mine hænder på folk i tjeneste for Herren før, men sådan som dette, havde jeg aldrig oplevet. Jeg sagde: ”Ååå, nu skeer der noget”, og så begyndte jeg at bede og takke Herren. Jeg kendte en stor glæde. Sorgen i mit hjerte var borte, og smerten var væk. Nu følte jeg bare glæde og lykke! Vi fortsatte med at bede, så omtrent kl. 16:00 faldt min datter i gulvet.
Angelica: Under bønnen følte jeg mig vældig forpustet. Jeg kunne ikke ånde. Jeg følte en stærk smerte i maven og i mit hjerte. Jeg kendte, at mit blod gik i dvale, og jeg havde enorme smerter over hele kroppen. Alt jeg kunne sige var: ”Herre, giv mig styrke, giv mig styrke!”, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ingen styrke, den havde forladt mig! Da jeg så op til Himmelen i den åndelige verden ikke med mine fysiske øjne, så jeg Himmelen åbne sig. Jeg så engle, ikke to eller ti, men millioner af dem var samlet. Midt i mellem englene så jeg et lys 10.000 gange stærkere end solen. Og jeg sagde: ”Herre, er det dig som kommer?”
Maxima: Da hun faldt, prøvede vi at rejse hende op igen, men hun var ude af stand til at stå selv. På dette tidspunktet kunne vi berøre hende. Hun sagde: ”Bed! Jeg har ikke kræfter, mamma. Jeg har ingen styrke, og jeg kender store smerter.” Først kendte hun smerter i sit hjerte, og så gik den ned gennem maven. Vi fortsatte med at bede og bønfalde Herren. Vi kunne se, at livet ebbede ud.
Jeg havde aldrig i hele mit liv set nogen dø før. Jeg måtte se min egen datter i store smerter. Det var ikke let! Jeg forstod ikke hendes sidste ord, og til slut stoppede det helt. Jeg lagde min hånd på hendes ansigt og et spejl til hendes mund, for at se om hun trak vejret. Hun havde ingen ånde, alt var stoppet. Alligevel holdt jeg om hende, og hun var fortsat normal varm. Jeg tog et tæppe og lagde over hende, men i løbet af en kort tid blev hun helt kold, vældig kold. Hendes hår var trukket bagover, sådan som håret på en død person. En kort stund derefter var hun blevet helt iskold.
Angelica: Jeg så, at Jesus kom nedad mod mig, og jeg kendte, at min krop døde. Efter som Jesus og englene kom nærmere, følte jeg, at jeg forlod min krop. Jeg var ikke længere i live. Jeg døde, og det var vældig smertefuldt! Da min krop faldt i gulvet, var de allerede her. Mit hus var fuldt af engle, og i midten af englene så jeg et lys stærkere end solen! Det var vældig vanskeligt. Jeg følte en voldsom smerte, som om sjæl og ånd blev revet ud.
Jeg råbte og skreg, da jeg så min krop på gulvet. Jeg spurgte: ”Herre, hvad sker der? Hvad sker der?” Jeg ville tage på min krop og gå ind i den igen, men da jeg prøvede, var det som at gribe tag i luft; jeg kunne ikke. Min hånd gik bare ret igennem den. Ingen af de, som bad der, kunne høre mig! Jeg råbte: ”Herre, hjælp mig!”
Maxima: Min mand kom, mens vi bad, og han så vores datter lå der. Herren gav mig styrke netop da, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Dette var Herrens værk, så jeg vidste, at hun havde det godt, selv om det så ud, som om hun lå der i koma. Så jeg sagde: ”Herre, lad din vilje ske.”
Fortsætter næste side med: Herren Jesu Kristus