Helvede
Pludselig, mens han snakkede, begyndte alt at bevæge sig. Jorden rystede og åbnede sig, og jeg så et vældig mørkt hul under. Vi stod på et slags fjeld med engle, som omringede os. Jeg sagde: ”Herre, jeg ønsker ikke at komme med til dette sted!” Han sagde: »Min datter, frygt ikke, for jeg er med dig.« I en brøkdel af et sekund var vi nede i det mørke hul. Jeg prøvede at se, men der var et forfærdelig mørke. Jeg så en stor cirkel og hørte millioner af stemmer.
Jeg var så varm, og jeg følte at min hud brændte. Jeg spurgte: ”Herre, hvad er det? Jeg vil ikke med til Helvede!” Herren sagde, at dette bare var tunnelen til Helvede. Der var en frygtelig, frastødende og kvalmende lugt, og jeg tryglede ham om ikke at tage mig med. Han svarede: »Datter, det er nødvendig for dig at komme der og vide om dette sted.« Jeg råbte: ”Men hvorfor, Herre, hvorfor?” Og han sagde: »Sådan at du kan fortælle sandheden til menneskeheden; menneskeheden forgår, den er fortabt. Bare nogle få kommer til at gå ind i mit rige.« (Matt. 7:14) Da han sagde dette, ville han bare græde. Hans ord styrkede og opmuntrede mig, så jeg fortsatte med at gå.
Vi kom til enden af tunnelen, og da så jeg afgrunden, som var dækket af flammer. Herren sagde: »Min datter, jeg giver dig disse.« Det var et stort omslag med blanke ark. »Datter, tag denne blyant, så du kan skrive alt ned, jeg vil vise dig, alt du ser og hører. Du skal skrive alt ned, af det du observerer, sådan som du kommer til at opleve det.« Jeg sagde: ”Herre, det vil jeg gøre, men jeg har allerede set så meget, Herre. Jeg har set sjæle som bliver pint, og de enorme flammer.”
Maxima: Tiden gik og min datter lå der fortsat. ”Herre, hvad sker der?” Der kom tårer fra hendes øjne, men når jeg tørrede dem væk, kom der nye tårer igen med det samme. Jeg lagde et spejl ved hendes mund, for at se om hun åndede, men der var ingen. Vi tjekkede hendes puls – ingen. Vi lagde en hånd på hendes mave – ingen livstegn. Herrens tjener sagde: ”Det sted, hvor hun er på, er ikke et sted for smil, men et sted for pinsler.
Angelica: Jeg sagde til Jesus: ”Jeg vil vidne om, at Helvede er virkelig, og at Helvede eksisterer, men tag mig ud herfra nu!!” Han svarede mig: »Min datter, vi er ikke engang kommet indenfor i Helvede. Jeg har ikke vist dig nogen ting endnu, og så vil du, at jeg skal tage dig ud herfra?« ”Herre, vær så venlig og tag mig ud herfra!”, sagde jeg. Men i stedet for begyndte vi på nedstigningen til afgrunden. Jeg begyndte at råbe og skrige: ”Herre, nej, neeejjj, nej, neeejjj. Jeg vil ikke gå!” Han svarede: »Du har brug for at se dette.«
Jeg så grusomme dæmoner af alle slags, både store og små. De sprang hurtigt, mens de bar på noget i deres hænder. ”Herre, hvorfor springer de på den måde, og hvad er det, de har i deres hænder?” Han svarede: »Min datter, de løber på den måde, fordi de ved at deres tid snart er slut, og fordi tiden er så kort til at ødelægge menneskeheden og specielt mit folk. Det, de bærer i deres hænder, er pile for at ødelægge menneskeheden. Hver dæmon er givet et navn, og i henhold til det navn, som er givet til dem, har de en pil, hvis mening det er at ødelægge en person og bringe dem til dette sted. Deres mål er at ødelægge personen og bringe dem til Helvede.« Og jeg kunne se dæmonerne løbe mod jorden, og han fortalte mig: »De kommer til jorden for at ødelægge og kaste menneskeheden ind i dette sted.« Mens han sagde dette, begyndte han at græde, og han fortsatte med at græde så inderlig ømt. Han græd hele tiden, og da begyndte jeg også at græde.
Maxima: Min datter var død i 23 timer, men jeg underrettede ikke læge eller politi. Jeg bad: ”Herre, jeg vil vente i 24 timer. Hvis min datter ikke er kommet tilbage inden 24 timer, så vil jeg tilkalde læge.” Men Herren sendte hende tilbage før de 24 timer udløb.
Angelica: Herren sagde til mig: »Er du klar, til at se det jeg vil vise dig nu?« ”Ja, Herre”, sagde jeg. Han tog mig med til en celle, hvor jeg kunne se en ung mand, som blev pint i flammerne. Jeg lagde mærke til, at cellerne var nummereret, selv om jeg ikke kunne forstå tallene. Det så ud som tallene stod spejlvendt. Der var en stor plade i cellen, og den unge mand havde 666 i panden. Han havde også en stor metal-plade, som var presset ind i huden på brystet. Ormene, som spiste af ham, kunne ikke ødelægge pladen, det kunne flammerne heller ikke. Han råbte: ”Herre, vær mig nådig. Tag mig ud af dette sted. Tilgiv mig, Herre!” Men Jesus svarede: »Det er for sent. Jeg gav dig flere muligheder, men du ville ikke omvende dig.«
Jeg spurgte Jesus: ”Hvorfor er han her?” Så med et kendte jeg ham igen. På jorden kendte denne unge mand til Guds ord, men pludselig vendte han ryggen til Herren. Han ville hellere have alkohol, dop og gå på den gale vej. Han ville ikke følge Herrens vej. Jesus advarede ham mange gange om, hvad som kunne ske med ham. Jesus sagde: «Min datter, han er på dette sted, fordi enhver som fornægter mit ord er allerede dømt. Ordet, jeg har talt, vil dømme ham på den sidste dag«, (Johs. 12:48) og så græd Jesus.
Når Herren græder, er det anderledes, end når vi græder. Han græder med en stor sorg i sit hjerte, og han hulker dybt. »Jeg skabte ikke Helvede til menneskeheden«, sagde Jesus. Så spurgte jeg ham: ”Men hvorfor er de der da, Herre?” Han svarede: »Jeg skabte Helvede for Satan og hans engle, som er dæmonerne; (Matt. 25:41) men p.g.a. synd og mangel på omvendelse havner menneskene her. Der vil være flere, som går fortabt, end de, som kommer ind til min herlighed.«
Han fortsatte med at græde, og det smertede mig langt ind i hjertet at se, hvordan han græd. »Min datter, jeg gav mit liv for menneskene, så de ikke skulle gå fortabt – og for at de ikke skulle ende på dette sted. Jeg gav mit liv af kærlighed og nåde, sådan at menneskene kunne gå gennem omvendelse og videre ind i Himmelriget.« Jesus stønnede, som en der ikke længere kunne tåle mere smerte. Det er sådan en smerte, han føler over at se folk her.
Jeg følte mig tryg, når jeg var med Jesus. Tanken, at hvis jeg gav slip på Herren, så ville jeg ende her, var vældig skræmmende. Jeg spurgte: ”Jesus, har jeg slægtninge her?” Han så på mig, mens jeg græd, så sagde han: »Min datter, jeg er med dig.« Så tog han mig med til en anden celle. Jeg kunne aldrig have forestillet mig at se en af mine slægtninge i den celle. Jeg så, hvordan denne kvinde blev pint. Orme spiste hendes ansigt op, og dæmonerne kastede et slags spyd ind i hendes krop. Hun skreg: ”Nej, Herre, vær mig nådig. Tilgiv mig! Vær så god og tag mig ud af dette sted bare for et minut.” (Luk. 16:24)
I Helvede blev folk pint og plaget med minder, om alt det de foretog sig, da de var på jorden. Dæmonerne hånede folk og fortalte dem dette: ”Tilbed og pris, for dette er dit rige”, og så begyndte menneskene at skrige, fordi de huskede, at de kendte Gud, og hvad Ordet siger. De, som havde kendt Herren, blev pint og plaget dobbelt så meget.
Herren sagde: »Der findes ikke nogle andre muligheder for dem, som er her. Men der er stadigvæk muligheder for dem, som er i live.« Jeg spurgte ham: ”Hvorfor er min oldemor her? Jeg ved ikke engang, om hun kendte dig. Hvorfor er hun her i Helvede, Herre?” Han svarede: »Min datter, hun er her, fordi hun ikke var villig til at tilgive. Min datter, den, som ikke vil tilgive andre, vil ikke få tilgivelse af mig.«
Jeg spurgte: ”Herre, men du tilgiver, og du er barmhjertig?” Og han svarede: »Ja, min datter, men det er nødvendigt at tilgive. Det er derfor mange mennesker er her i Helvede, fordi de ikke ville tilgive andre!! Gå og fortæl menneskene, at det er på tide at tilgive, og specielt til mit folk. Mange af mine folk har IKKE tilgivet sin næste. Fortæl dem, at de må slutte med at bære nag, være bitre og hadefulde. Det er tiden for at tilgive! Hvis døden kommer overraskende til en person, som ikke vil tilgive sin næste, vil den person gå til Helvede! Ingen kan købe livet.«
Da vi forlod det sted, blev min oldemor opslugt af flammerne og hun skreg: ”Aaaaaaah”. Og så begyndte hun at spotte Guds navn, hun forbandede ham. Alle personerne i Helvede spotter Gud.
Da vi forlod det område, kunne jeg se, at Helvede var fuldt af torturerede og plagede sjæle. Mange af folkene strakte armene ud og bønfaldt Jesus om at hjælpe dem og tage dem ud derfra. Men når Jesus ikke kunne gøre nogen ting for dem, så begyndte de at spotte Gud. Da begyndte Jesus at græde, mens han sagde: »Det smerter mig at høre dem – det smerter mig at se, hvad de gør, for der er ikke noget mere, jeg kan gøre for dem. Men jeg vil sige dig, at jeg fortsat har mulighed for at hjælpe dem, som er på jorden, de som ikke er døde endnu. De har fortsat en mulighed til at omvende sig!«
Fortsætter næste side med: Kendisser i Helvede