Side 4
Mafiaens virkelighed og mundkurv på krigstid
Ned i kaninhullet:
Mafiaens virkelighed
[Ordet oversat til mafia er her Mob: – Uformel: En kriminel organisation.]
Lad os nu gå ned i kaninhullet. For mig er det både sjovt og ikke sjovt at tænke på den sammenvævede russiske dukke af statslig og korporativ mafia-lignende kontrol – selv under de bedste politiske forhold – og i hvert fald under de forhold, vi står over for i dag. Man skræller et lag af dominans af – og i stedet for den sande frihed, man længes efter, finder man et andet.
Man skræller omhyggeligt det næste lag af, idet man håber på frihed denne gang, men så opdager man endnu et lag af dominans under et andet logo. Det er ligesom da Sovjetunionen endelig brød sammen, da jeg var barn, og – på ruinerne – blev de kommunistiske lederes børn til landets oligarkiske ledere. [Oligarkisk: styreform hvor magten i en stat er samlet hos få personer eller familier.]
Og så håber vi i vores gode hjerter, at statslige myndigheder vil beskytte os mod overdreven virksomhedsgrådighed, og vi håber, at det frie marked vil beskytte os mod statslig støvle – men så ser vi nærmere efter, og vi indser, at vi er født ind i en verden, der styres af en samling “mobs” pøbelmænd – statslige og virksomheders pøbelmænd af forskellig art – og at vi er meget heldige borgere, når vi ikke befinder os i pøbelkrigernes krydsild og kan gå vores daglige liv uden at blive trampet ned.
For mig var denne realistiske observation et øjeblik af stor ydmyghed og eksistentiel klarhed. Sådan er denne verden lige nu. Det behøver ikke at være sådan – men sådan har det været i århundreder, og jeg er nødt til at gøre mit arbejde og være effektiv og ærlig i den verden, som den er.
Frihed eller censur
Når det er sagt, har de sidste tre år været særligt uanstændige, hvilket vi alle har følt synligt, og det har vi alle følt. Mærket “frihed” er tilsyneladende ikke længere vigtigt for dem i de høje stole. De er ikke længere bange for at blive betragtet som diktatoriske freaks. Jeg tror, man kan sige, at de, der sidder i de høje stole, har en tendens til at søge maksimal kontrol til enhver tid – men før COVID var de i det mindste nødt til at lade som om, de respekterede vores ret til ytringsfrihed – og nu får vi en mundkurv på “krigstid” (ordspillet er tilsigtet, ja, ja).
Og da internettet er det sted, hvor en masse ytringer censureres, er det lærerigt at se på, hvor cyber-dyret kommer fra. Er dagens censur en fejl – eller måske en funktion?
Fortsætter næste side med –