Hvordan fjerner man stoltheden? Man må ydmyge sig.
Først må man indse, at man har stolthed i sit liv, måske indse at man er stolt. Så er erkendelsen kommet. Dernæst må bekendelsen komme. Der er ikke andet at gøre end at bede Gud om tilgivelse for at være stolt på nogle områder og at have stolthed i sit liv. Fortælle ham, at jeg altså nu indser, at jeg har stolthed. Jeg er meget ked af det. Jeg ønsker at få den fjernet.
Bøn om tilgivelse og udfrielse
Bed gerne: “Tak Far, at du har åbenbaret for mig, at jeg har stolthed. Tilgiv mig min stolthed. Hjælp mig, Far, til at få stoltheden ud af mit hjerte og ud af mit liv! Jeg vil have et ydmygt hjerte. Jeg ydmyger mig for dig nu. Tak, at du fjerner stoltheden i mit liv. Virk i mig, at jeg altid må holde mit hjerte ydmygt. Jeg frasiger mig nu al stolthed i mit hjerte og i mit liv i Jesu navn. Og jeg bryder stolthedens magt i mit liv og befaler den at forsvinde fra mig i Jesu navn. Tak Far, at du virker åndens frugt i mit liv. Amen!”
Stolthed skal knuses!
Jeg tror ikke, at man “bare” kan gå til forbøn og sige, jeg har stolthed, jeg vil gerne have den fjernet. Og så beder andre en bøn for én, og så er den væk. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan andre vil bede for den sag, men så let går det nok ikke.
Min erfaring er, at stolthed skal knuses. Hvordan bliver den det? Det bliver den ved at komme i mange situationer, som virkelig føles ydmygende. Måske er det skjult for andre, måske er det synligt. Det kommer nok an på, hvilken form for stolthed der er, for stolthed kan være på så mange områder. Nogle er stolte på et område, men ikke på andre. Gud ved, hvad der skal til. Det er selvfølgelig også forskelligt, hvor lang tid det tager at få stoltheden knust. Fordi vi alle er forskellige.
Da jeg så stoltheden i øjnene
Det er virkelig dejligt at blive af med stoltheden. Jeg har haft stolthed. Jeg kan stadig huske, da jeg sad som gæst til et møde et sted for mange år siden, og jeg blev klar over, at jeg havde stolthed i mit liv. Jeg blev så flov. Jeg følte det, som om alle kunne se på mig at jeg havde stolthed. Jeg havde den største lyst til at kravle ned under stolen og gemme mig. Så flov var jeg. Det var ret så ydmygende at se og erkende stoltheden. Hvad jeg gjorde dengang, kan jeg ikke huske. Men jeg bad nok Gud fjerne den stolthed i mig.
I tiden derefter oplevede jeg mange situationer, som jeg følte ydmygende. Det var ikke sikkert, at andre opdagede det. Men formålet var jo også, at jeg skulle have stoltheden knust ved at blive ydmyget. Det tog sin tid. Det gør den slags nok. Men hvor er det dog dejligt at leve og være fri for at have stolthed i sig. Mange ting bliver meget lettere. Det er meget lettere at se og erkende, og derfor gøre noget ved problemerne, som bliver åbenbaret.
Gud står jo de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde. Gud står ikke en imod længere, som da stoltheden stak sit hoved frem. Gud giver nåde til de ydmyge. Nåde har vi altid brug for at få. Så der er kun fordele ved at komme af med stoltheden.
Hvor kommer stoltheden fra?
Ja, jeg måtte jo erkende, at den havde jeg nok arvet, så det var “arvegods”. Men bare fordi vi har arvet noget dårligt fra en eller flere af vore forfædre eller mødre, så fritager det os jo ikke fra ansvar for at gøre noget ved det. Stolthed kan man få, hvis man nægter at erkende og gøre noget ved problemer. Hvis man nægter at tilgive og forhærder sit hjerte. Hvis man ikke vil høre, hvad andre gør en opmærksom på. Der er mange muligheder.